Vedtægter

SOSNord.dk

Skøjte og Sports Forening Nord

Vedtægter for Skøjte og Sports Forening Nord


§1

Navn og hjemsted

Skøjte og Sports Forening Nord er stiftet den 22/7 2014 og har hjemsted i Frederikshavn kommune.


§2

Formål

Foreningens formål er at dyrke skøjtning og sports aktiviteter med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben, samt udbrede kendskabet til denne aktivitet. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen. Der vil lægges stor vægt på at klubben er åben for alle.
Vi ønsker at inddrage alle niveauer i vores sport, så det udvikler positive mennesker både fysisk og psykisk, socialt og kulturelt.
Da foreningen i 2018 blev en del af Dansk Skøjte Union (DSU), er foreningen dermed også pålagt at følge deres vedtægter, regler og krav.


§3

Medlemskab

Alle aktive personer der tilslutter sig foreningens formål kan optages som medlem. Personer som ikke er aktive i Skøjte og Sports Forening Nord kan optages som passive støttemedlemmer. Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse. Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forlægges generalforsamlingen.


§4

Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket enten via foreningens hjemmeside eller afleveres til én fra bestyrelsen.


§5

Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med en måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med foreningen afvikles.


§6

Kontingent

Kontingentet fastsættes af bestyrelsen. Opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.


§7

Restance

Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.


§8

Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.


§9

Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af maj måned.
Indkaldelse med angivelse af dagsorden og indkomne forslag skal finde sted med tre ugers varsel ved udsendelse af mail.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingens afholdelse. Er der indkommet forslag, fremsendes disse til medlemmerne sammen med dagsorden, så at dette er medlemmerne i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle aktive medlemmer over 18 år. Er man ikke fyldt 18 år gives der stemmeret til én forældre/værge. Medlemmet må
ikke være i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde og hvis man har været medlem i minimum seks måneder.
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.


§ 10

Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling kan omfatte følgende punkter:
1) Valg af dirigent og referent
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3) Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse 4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for indeværende år + 3 mdr. til godkendelse 5) Fastsættelse af kontingent

6) Behandling af indkomne forslag
7) Valg af bestyrelsesmedlemmer
8) Valg af en suppleanter til bestyrelsen

9) Valg af revisor og revisorsuppleant

10) Eventuelt


§ 11

Generalforsamlingens ledelse

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 17 og 18.

Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.


§ 12

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.


§ 13

Bestyrelsen

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 2 af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten. Bestyrelsen består af 3 medlemmer og vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig selv med en formand, en kasserer og en sekretær. Omkonstituering kan finde sted efter behov, når der er flertal for det i bestyrelsen.
2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år, medens 1 bestyrelsesmedlem er på valg i ulige år. Valgbare til bestyrelsen er medlemmer som har stemmeret, jf. § 9.


§ 14

Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden den 1. maj afgive årsrapport for det foregående år til revisoren. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.


§ 15

Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år i februar gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revi- sion, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.


§ 16

Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over kr. 5.000 kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse på mere end kr. 20.000 godkendes af generalforsamlingen.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.


§ 17

Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.


§ 18

Opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.
For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
Ved opløsning skal foreningens overskydende formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, tilfalde Frederikshavn Kommune, som vil genfordele disse midler til almennyttige formål i Frederikshavn Kommune efter Folkeoplysningsudvalgets anbefaling.

Således vedtaget på Skøjte og Sports Forening Nords generalforsamling den 30. april 2019.

      ©2019 | Skøjte og Sportsforening Nord | info@sosnord.dk | 40 50 53 95